Guidede ture
Nørrebros liv
Kom med på en historisk vandring på Nørrebro, igennem gader de fleste kender, men tilbage til en tid, hvor svenske og russiske indvandrere flyttede ind i opgangene. Til en tid, hvor det at være kvinde og det at ville langt fra var enkelt. Vi ser på den lille historie i den store. Det levede liv i starten af det 20. århundrede. Fattigdom og kvindebevægelse. Sygdom, død, forandringer, oprør, industrialisering og solidaritet. Hvad der skabte ændringerne på vej mod det samfund, vi kender i dag og tager for givet. Turen er baseret på Garbi Schmidts to bøger: Disputatsen »Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010« (2015) og den historiske roman »Ebba« (2017), som bl.a. foregår på Nørrebro.
Nørrebros religiøse forskellighed i fortid og nutid
Jøder, katolikker, muslimer: Nørrebro har været hjem for flere religiøse grupper igennem tiden. På denne tur vil vi dykke ned i den religiøse mangfoldigheds betydning for kvarteret, både før og nu. På turen igennem Nørrebros gader vil vi hører om jødiske indvandrerfamilier, om katolske nonner, om muslimske processioner og moskeer, og vi vil møde de konkrete aftryk, som forskellige religioner og religiøse minoriteter har sat og fortsat sætter på kvarteret. Vandringen er for den, som er nysgerrig på den religiøse mangfoldigheds betydning for Nørrebro – og Danmark – i fortid og nutid…
Foredrag
Danmark som indvandringsland igennem 150 år
Igennem de seneste årtier er der kommet et stadigt større fokus på indvandring i det danske samfund. Men er det kun for nyligt og med gæstearbejdernes komme i 1960erne, at Danmark blev påvirket af indvandring? I foredraget fortælles om nogle af de grupper, som slog sig ned i Danmark igennem tiden, nogle gange i kortere tid, andre gange i længere. Foredraget beskriver også, hvordan indvandring som fænomen er blevet debatteret igennem tiden, hvornår indvandring blev set på som et problem, og hvornår det blev set på som en nødvendighed. Endelig lægges der i foredraget vægt på de sjove og interessante historier, som fx de første muslimske begravelser i Danmark, de første kinesere på Nørrebro og et blik på Danmarks allerførste ghetto.
Nørrebros indvandringshistorie
Nørrebros indvandringshistorie strækker sig fra svenske tjenestepiger, russisk-jødiske flygtninge over tyske krigsflygtninge og tyrkiske og pakistanske gæstearbejdere til nutiden, hvor Nørrebro både fejres og fordømmes som Københavns fremmeste indvandrerkvarter. – Hvilke roller har indvandrere spillet i kvarteret igennem tiden? Hvem var de, både som grupper og individer? Hvordan spillede indvandring sammen med den fortælling om Nørrebro, som er blevet udviklet og genskabt gennem tiden? I hvilke perioder har indvandrerne været synlige, og i hvilke perioder er de knapt blevet bemærket – selvom de har været der?
————————————————————————————————————-
Priser
Guidede ture på Nørrebro (á halvanden times varighed): 3.500 kr inklusive moms.
Foredrag (en times foredrag og en times diskussion): 3.500 kr inklusive moms (øst for Storebælt), 4.500 kr inklusive moms (vest for Storebælt).